Dreng bag rattet påkørte en anden bilist og flygtede fra stedet
En blot 15-årig dreng blev i går sigtet af politiet for ikke at overholde sin vigepligt, for at flygte fra et uheld og for kørsel uden førerret.
En blot 15-årig dreng kørte fredag en bil direkte ind i en mandlig bilist og flygtede efterfølgende fra stedet. Det oplyser Øsjtyllands Politi i døgnrapporten.
LÆS OGSÅ: Kæmpe brand på havnen i Aarhus
Det skete fredag klokken 16.10, hvor den unge bilist i den vestlige del af Aarhus kørte en personbil ud fra Rema 1000's parkeringsplads og påkørte en 26-årig mandlig bilist, der kom kørende ad Møllevangs Allé i sydgående færdselsretning.
Den 15-årige kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende. Politiet fandt efterfølgende frem til drengen med hjælp fra overvågningen hos Rema 1000.
Den 15-årige dreng blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, for at flygte fra uheldet og for kørsel uden førerret.
Der skete alene materiel skade.
jwh