Valget efter skoletid blev skæbnesvanger
Af Daniel Sennek
Den 15-årige dreng fra Haslev, der fredag den 2. februar indtog ectasy-stoffet MDMA efter skole sammen med en klassekammerat, er død efter 13 dages kamp.
Det oplyser familien til TV ØST.
Den 15-årige dreng døde i nat på Rigshospitalet.
"Han sov stille ind i nat kl. 00.30. Der var ikke mere at gøre, og hjernen havde taget stor skade. Han kæmpede til det sidste," oplyser en ven af familien, som TV ØST løbende har været i kontakt med i forbindelse med sagen.
Den 15-årige dreng bled indlagt omgående, og da det hurtigt stod klart, at situationen var meget alvorlig, blev han overflyttet til Rigshospitalet.
Drengen mistede bevidstheden og blev lagt i kunstigt koma, men klarede den desværre ikke.