"Ikke den første, der bliver bevidst forgiftet"
Onsdag aften døde hunden Paco. Dræbt af forgiftning. I næsten en uge kæmpede Paco for livet - først hos dyrlæge og siden på et dyrehospital, men altså fogæves. Nu er stemningen i Munkebo på Fyn ved at nærme sig lynchstemning - for Paco er angiveligt ikke den første hund, der er blevet forgiftet i byen.
Pacos ejere er stensikre på, at Paco indtog gift på en gåtur ved Bakken og omkring stierne. Giften var angiveligt gemt i noget torskerogn.
På Facebook er stemningen blevet aggressiv. Ikke bare fordi Paco er død af forgiftning - eller fordi han ikke er den eneste - men primært fordi det fremgår af kommentarerne, at politiet ved, hvem der forgifter hunde, men kan ikke gøre noget, før de tager ham på fersk gerning, så de har beviser.
"Jeg ved med sikkerhed, at der er andre hunde i Munkebo, der er døde på grund af forgiftning. Og jeg har selv oplevet, da jeg besøgte hundeejere i Munkebo og ville gå tur i området med min hund, at jeg blev advaret: "Nu må du ikke lade den snuse i skoven". Risikoen for forgiftning i netop det område er noget, hundejere i Munkebo bare ved," siger Morten Snedker, formand for Fyns Hundeklub, til Fyens.dk.
"Vi har de seneste cirka tre år modtaget fire-fem anmeldelser om forgiftede katte, men ingen af dem indeholdt oplysninger nok til, at vi kunne efterforske. Der har ingen anmeldelser været om hund. Hvis der er nogen i Munkebo, der ved noget, så vil jeg opfordre dem til at henvende sig til os. Men det skal være førstehåndskendskab, ikke noget man har hørt på anden eller tredje hånd. Vi skal have det "fra hestens egen mule" - nogle, der har konkrete oplevelser eller en begrundet mistanke," siger Per Sterobo fra Fyns Politi.