Faldt ned fra 3. sal
En 22-årig mand faldt tidligt lørdag morgen ned fra 3. sal i Slagelse, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
"Den unge mand var meget spirituspåvirket og ville ryge, da han kravlede ud ad et kvistvindue. Det er åbenbart, sådan man ryger i den lejlighed. Ved at kravle ud ad vinduet og sætte sig op på taget," siger vagtchef Ehm Christensen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Pludselig glider han og falder ned.
Kort efter tilkaldte beredskabet en lægehelikopter, som skulle fragte den 22-årige til Rigshospitalet i København, men på grund af dårlige vejrforhold måtte helikopteren vende om.
Den unge mand blev i stedet fragtet med ambulance til Rigshospitalet.
"Vi ved ikke, om hans tilstand er kritisk. Men det er alvorligt, når han sendes til Rigshospitalet," siger Ehm Christensen.