Ung kvinde anholdt med skarpladt pistol
Af Jacob Nielsen
Sædvanligvis er det yngre mænd, der anholdes i besiddelse af et våben, men onsdag var det overraskende nok en kun 18-årig kvinde fra Nykøbing Falster, politiet besøgte på hjemmeadressen og ransagede for våben. Og der var bid.
Ved ransagningen fandt man en skarpladt pistol og tilhørende ammunition, og derfor blev kvinden anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om skydevåben.
Torsdag blev hun varetægtsfængslet frem til den 3. april i et grundlovsforhør, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.