Fortsæt til indhold

38-årig mand allerede anholdt - sigtet for spirituskørsel

Krimi
Af Daniel Sennek

Onsdag mistede en 52-årig kvinde livet i en brutal trafikulykke nordvest for Silkeborg. En 38-årig mand skal nu i grundlovsforhør - tiltalt for spirituskørsel i forbindelse med ulykken.

Det skriver TV MIDTVEST.

"Det er en tragisk situation, og det bliver ikke bedre af, at han var påvirket af alkohol," siger politikommissær hos Silkeborg Politi Bent Riber Nielsen til TV MIDTVEST.

Manden er indlagt til observation på hospitalet, men det forventes at han bliver udskrevet og klar til grundlovsforhøret.

Ulykken skete, da den 38-årige mand kørte direkte op bagi den nu afdøde kvinde, der holdt stille for at dreje. Kvinden blev skubbet over i modsatte vejbane, hvor et ældre ægtepar kørte frontalt ind i kvinden, som blev slynget ud af bilen.

Det ældre ægtepar er ifølge politiet meget chokerede efter ulykken og ligger fortsat til observation på hospitalet.