Kvinde dræbt i færdselsulykke på motorvejen mellem Aarhus og Randers
43-årig kvinde fra Himmerland blev dræbt ved påkørsel på motorvejen
Natten til søndag skete der en dødsulykke på motorvejen mellem Aarhus og Randers.
Ulykken skete klokken 01.28 i nordlig retning mellem afkørsel 44 Hadsten og 43 Sdr. Borup, hvor der holdt en personbil stille mellem nødsporet og 1. vognbane.
Personbilen blev påkørt bagfra af en varebil, hvorved føreren af personbilen, en 43-årig kvinde fra Farsø, bliver dræbt. Passageren, en 49-årig mand fra Farsø, blev alvorligt kvæstet, men er uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi.
Den 49-årige mand og 43-årige kvinde har samme adresse i Farsø, oplyser Østjyllands Politis vagtchef Bo Christensen til Lokalavisen, så der er angiveligt tale om et ægtepar.
Føreren af varebilen var en 23-årig mand fra Hammel, som efter sammenstøddet blev kørt på skadestuen og undersøgt.
Østjyllands Politi kender ikke årsagen til ulykken, herunder hvorfor personbilen med den dræbte kvinde holdt stille på motorvejen mellem nødsporet og 1. vognbane. Der mangler at blive foretaget afhøringer i sagen, og så afventer man bilinspektørens undersøgelser, oplyser vagtchefen til Lokalavisen.
Motorvejen var ifølge Vejdirektoratet i nat spærret i flere timer på grund af færdselsulykken.
Der er blevet taget en blodprøve af den 23-årige fører af varebilen, hvilket er obligatorisk i forbindelse med alvorlige ulykker.