Kørte i stjålet bil med kokain gemt i hemmeligt rum
Her er et udvalg af døgnets hændelser fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 35-årig mand blev torsdag klokken 13.58 anholdt, da han blev stoppet i sin bil på Oktobervej i Aarhus V. En patrulje opdagede nemlig, at bilen var stjålet, da de slog nummerpladen op. Bag rattet sad den 35-årige mand, der virkede noget nervøs. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
LÆS OGSÅ: Motorvej spærret efter mistanke om vandballonkast
Han kunne ikke fremvise kørekort og havde ingen god forklaring på, hvorfor han kørte rundt i en stjålet bil. Han blev derfor sigtet for brugstyveri og for at køre uden kørekort.
Da politiet ransagede bilen, fandt de desuden en pose med kokain gemt i et skjult rum i midterkonsollen. Det kostede en sigtelse for besiddelse af narko. Den 35-årige virkede også påvirket, og derfor sigtede betjentene ham også for narkokørsel.
Døgnet i øvrigt
Formodet narkobilist kørte uden kørekort og med nedslidte dæk
En 28-årig mand blev i går klokken 14.32 anholdt og sigtet for narkokørsel, efter han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand. Det viste sig, at han tilmed var frakendt kørekortet, og derfor under ingen omstændigheder måtte køre. Hans bil levede heller ikke op til lovkravene. To af dækkene var så nedslidte, at han også kan forvente en ekstra bøde for den overtrædelse.
Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går klokken 12.48 i krydset Viborgvej/Sommervej i Aarhus V. Tre biler kørte sammen i et harmonikasammenstød og en enkelt person blev kørt til skadestuen.
Der skete et færdselsuheld i går klokken 16.37 i krydset Anelystvej/Skjoldhøjvej i True ved Tilst. En bil ført af en 22-årige kvinde ramte op bag i en bil ført af en 44-årig mand.
En 23-årig mand blev i nat klokken 1.48 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset i en rutinekontrol på Skovvejen i Aarhus C. Betjentene fik mistanke til, at manden havde drukket for meget, og det blev bekræftet af alkometeret.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds
På Egevej i Løgten ved Skødstrup begået mellem søndag d. 18/2 kl. 11.00 og torsdag d. 22/2 kl. 11.15
På Bøgeskovvej i Solbjerg begået torsdag d. 22/2 mellem kl. 13.00 og kl. 16.30
På Lystrupvej i Lystrup begået torsdag d. 22/2 mellem kl. 17.00 og kl. 19.45
På Næshøjvej i Harlev begået torsdag d. 22/2 mellem kl. 16.00 og kl. 22.15
På Lystrup Centervej i Lystrup begået mellem tirsdag d. 20/2 kl. 18.20 og torsdag d. 22/2 kl. 21.00
På Farøvænget i True ved Tilst begået torsdag d. 22/2 mellem kl. 15.00 og kl. 23.00