Fandt forslået mand med iturevet tøj
Af Daniel Sennel
Klokken 20:13 fredag aften hørte vidner tumult fra en lejlighed på Elmegade i Bramming. Derfor vælger de at tilkalde politiet.
Det skriver TV SYD
"Da vi kommer frem, møder vi en mand i lejligheden. Hans tøj er revet itu, og så har han skader i ansigtet," siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.
Beboeren forklarede til politiet, at to mænd havde ringet på hans dør. Mændene forlangte penge, men da manden nægtede greb røverne manden mobiltelefoner.
"De kommer så i slagsmål, og det resulterer i mandens forslåede ansigt og hans iturevne tøj," siger vagtchefen til TV SYD.
Manden beskriver de to mænd som kurdere. Han er selv kurder, og det er på den baggrund, han laver beskrivelsen, forklarer Erik Lindholdt.