Fortsæt til indhold

Person efterlyses efter brand i nyopført hus - kan have fået skader på hænder og krop

En brand i et nybyggeri Havdrup menes at være påsat. Gerningsmanden, som kan være blevet forbrændt, efterlyses

Krimi
Af Jacob Nielsen

Natten til søndag klokken 01.50 stod et nybyggeri på Timianhaven i Havdrup i flammer. Branden efterforskes som påsat og nu efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi vidner, der kan have set mistænkelige personer eller køretøjer i området i tidsrummet fra lørdag aften den 17. marts til søndag den 18. marts omkring klokken 02.

I forbindelse med de brandtekniske undersøgelser har man fundet spor efter brug af brandbare væsker og samtidig er en grøn, 5-liters benzindunk (se foto) fundet i nærområdet, oplyser politiet.

Kan være forbrændt

Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke udelukke, at gerningsmanden kan være blevet forbrændt på kroppen og hænderne i forbindelse med antændelsen, og derfor er politiet interesseret i at høre fra vidner, der har kendskab til personer, der eventuelt har pådraget sig sådanne skader for nylig.

LÆS OGSÅ: Mand stukket ned med kniv på åben gade: Søgte hjælp hos familie

Vidner, der måtte have kendskab til den grønne 5-liters plastikdunk, der er fundet i området ved brandstedet, er også interessante for efterforskningen. Det kan være personer, der har indkøbt en eller flere af disse dunke i byggemarkeder, på tankstationer mv. i nærområdet i dagene op til den forgangne weekend.

Oplysninger kan gives til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på telefon 1-1-4.