Frygter de er blevet affotograferet
Billeder af afdøde Kim Walls torso blev ved fejl efterladt i Madsens ubådsværksted - politiet beklager
Det var makabre billeder, der lå efterladt tilbage, da politiets efterforskere 31. august sidste år forlod Peter Madsens værksted efter en ransagning. I en mappe, som to af Peter Madsens praktikanter fandt, lå nemlig billeder af den afdøde journalist Kim Walls torso samt billeder af de metalrør, der havde være brugt til at tynge torsoen mod havets bund. Det skriver Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
Chefen for afdelingen for personfarlig kriminalitet, Jens Møller, bekræfter, at mappen med billederne blev glemt og beklager samtidig.
"Vi er naturligvis kede af hændelsen og har på dagen beklaget over for de tilstedeværende, ligesom jeg - efter hændelsen er omtalt i pressen - med beklagelse har orienteret Kim Walls pårørende," siger Møller til Ekstra Bladet.
Politiet har hørt rygter om, at billederne kan være blevet affotograferet, inden de kom tilbage i politiets varetægt, og det bekymrer Jens Møller, som minder om, at det vil være stærkt uetisk at viderebringe billederne, og at det vil være en overtrædelse af straffeloven at fremvise dem.