Fortsæt til indhold

Styrede skolevogn fra passagersædet

Krimi
Af Jacob Nielsen

Vidner var dybt chokerede, da de 5. februar observerede en køreskolevogn, der kom kørende på gaden i Horsens. Der sad nemlig ingen bag rattet - kun en kørelærer på passagersædet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Det viste sig, at kørelæreren styrede bilen med pedalerne på passagersædet og en hånd på rattet ved førersædet.

Kørelæreren, som er fra Vejle, blev ved Retten i Horsens fredag kendt skyldig i ikke at have optrådt hensynsfuldt og udvist agtpågivenhed, men også at han havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden ved sin kørsel.

Straffen lød på en bøde på 2.500 kroner og en betinget frakendelse af førerretten med en prøvetid på 3 år.

De to vidner, der anmeldte sagen, kørte bagved skolevognen fra Lund ved Horsens og til Horsens Banegård, og det skulle senere vise sig at være udslagsgivende i retten.

”Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at vidnerne var sikre på, at kørelæreren var alene i bilen. Derudover forklarede de, at de en enkelt gang måtte bremse hårdt op for at undgå påkørsel, da han slingrede kraftigt. Kørelæreren forklarede i retten, at det ikke var korrekt, men at han til gengæld sad lænet ind

over armlænet på grund af dårlig ryg," siger anklagerfuldmægtig, Tobias Engby.

Kørelæreren modtog dommen.