Fortsæt til indhold

Tyve gik efter dyre lamper

PH- og Louis Poulsen-lamper stjålet under indbrud i Hørning og Ry

Krimi
Danni Paulsen

Lamper for mange tusinde kroner er blevet stjålet fra villaer i Skanderborg Kommune mandag og/eller tirsdag.

Sydøstjyllands Politi har det seneste døgn modtaget tre anmeldelser om indbrud.

På Elgårdsmindelunden i Hørning skaffede indbrudstyve sig adgang til en villa tirsdag formiddag mellem klokken 11.28 og 11.35.

Alarmen gik fra flere rum, men tyvene slap afsted med tre PH-lamper - en bordlampe og to loftslamper ved navn Snowball og Koglen. En Snowball koster i omegnen af 15.000 kroner, mens Koglen oftest koster 50-70.00 kroner.

LÆS OGSÅ: Indbrud i Skovby og hos Skanderborg Glarmesteri

Det var også dyre designprodukter, tyvene gik efter i en villa på Lodbrosvej i Gram på et tidspunkt mellem mandag klokken 10 og tirsdag klokken 12.

Her blev et vindue brudt op og huset gennemrodet. Tyvene fik stjålet 18 styks sølvplet-bestik af mærket Harlekin, flere Kähler-vaser og en Louis Poulsen loftslampe af mærket Enigma. Effekternes værdi er ukendt, men sådan en loftslampe kan koste op mod 30.000 kroner.

Billigere slap man på Violvej i Ry, hvor en villa havde besøg tirsdag mellem klokken 16 og 20.20. En terrassedør blev knust med en sten, og der blev stjålet en bærbar computer, en sort pung og personlige papirer.