Fortsæt til indhold

Måtte reddes af beredskab

Krimi
Arkiv

En 9-årig dreng er onsdag faldet igennem isen i Herlev. Det skete lige før klokken 16.28, da politiet fik meldingen om drengen, der var faldet gennem isen i Elverparken.

"En 9-årig dreng var ude og gå på isen og falder igennem. Han bliver våd til livet og sætter sig derfor op på en sten. Men han kan ikke komme ind på land igen," siger Brian Holm, vagtchef for Vestegns Politi, til BT.

Drengen er dog sluppet uskadt fra ulykken efter Beredskab Øst fik hjulpet drengen op og videre på skadestuen.

"Drengen blev holdt varm af vores patrulje og er af ambulance kørt til kontrol på skadestuen. Meldingen fra skadestuen er, at han ikke fejler noget. Han er forenet med sin mor og er naturligvis noget forskrækket. Men ved godt mod," skriver Beredskab Øst på Twitter.

Politiet beder folk følge den advarsel, som både de og beredskabet har udsendt. HOLD JER FRA ISEN, den er nemlig slet ikke tyk nok.