23-årig anholdt med skarpladt pistol idømt 5 års fængsel
Retten på Frederiksberg har i dag dømt en 23-årig mand med tilknytning til banden Loyal to Familia
Kombinationen af at være medlem af en bandegruppering og være i besiddelse af et våben er ikke god. Det må en 23-årig mand med tilknytning til banden Loyal to Familia sande, efter han i dag ved Retten på Frederiksberg er blevet idømt 5 års fængsel blot for at have besiddet en pistol. Det oplyser Københavns Politi.
Den 12. september sidste år fik politiet en anmeldelse om uorden omkring Tranehavegård i Københavns sydvestkvarter, og at en person skulle være i besiddelse af en pistol.
Man traf og anholdt den 23-årige mand, som var i besiddelse af en pistol isat et magasin med 7 patroner.
Retten på Frederiksberg lagde i straffen på de 5 års fængsel til grund, at den 23-årige var medlem af bandegrupperingen Loyal to Familia, og at besiddelsen af våbenet var sket som led i den verserende
bandekonflikt. Derfor fordobles straffen fra 2½ år og op.
"Dommen viser, hvor alvorligt det er, når man deltager i en voldelig konflikt. Det signal kan jeg som anklager kun være tilfreds med," siger anklager Tanja Søderlund.
Den 23-årige ankede dommen.