Fortsæt til indhold

Eftersøgt mand jagtet ned af betjente i det centrale Aarhus

27-årig indbrudstyv stak af i bil og til fods, men måtte kapitulere

Krimi
Arkiv

En 27-årig mand blev onsdag eftermiddag anholdt i Aarhus efter at have været eftersøgt i længere tid til afsoning for indbrud.

En patrulje, der kom kørende ad M.P. Bruuns Gade i Aarhus C, opdagede klokken 16.50 en mandlig bilist, som de synes, de kunne genkende som efterlyst. De besluttede sig derfor for at standse bilen.

Men den 27-årige fører var ikke interesseret i at stoppe frivilligt. Han gassede op og kørte i høj fart ned ad Jægergårdsgade.

LÆS OGSÅ: Motorcyklist væltede på flugt fra politiet

Herefter fortsatte han ad Dybbølgade, hvor han standsede bilen og fortsatte flugten til fods via en sti med betjentene i hælene.

Han hoppede over et hegn og forsøgte at løbe op ad en skråning ved Valdemarsgade, inden han til sidst blev indhentet af de hurtige betjente.

Her stod det straks klart, at den 27-årige ganske rigtigt var eftersøgt. Han blev derfor anholdt og kørt til afsoning i fængslet for et indbrud begået tilbage i september. Derudover blev han sigtet for narkokørsel, da han var påvirket af stoffer, og for at køre uden kørekort.

dp