Lastbil kørte ind i personbil og skabte større uheld på motorvejen ved Viby
Chaufføren er sigtet for at være skyld i harmonikasammenstød
En 62-årig lastbilchauffør er blevet sigtet for at være skyld i et færdselsuheld, der skete tirsdag formiddag klokken 9.38 på motorvejen ved Viby.
Uheldet skete i sydgående retning i forbindelse med en kø, som lastbilchaufføren overså. Det oplyser Østjyllands Politi. Lastbilen kørte ind i en personbil, som blev skubbet op i en anden personbil, der blev skubbet op i yderligere en personbil.
LÆS OGSÅ: Mand prøvede at stjæle hund fra 14-årig dreng
Heldigvis kom ingen personer umiddelbart til skade ved uheldet.
Den 62-årige lastbilchauffør er blevet sigtet for manglende agtpågivenhed og for ikke at holde nok afstand.
Færdselsuheldet på E45 skete cirka en time efter, der var sket et meget lignende uheld på Genvejen ved Hasselager.
Det skete klokken 8.31, hvor en lastbil med lav hastighed kørte op i en forankørende bil og var årsag til et harmonikasammenstød med yderligere to biler. Føreren af denne lastbil var en mand på 45 år.
Ifølge Østjyllands Politi kom der umiddelbart heller ingen personer til skade ved dette uheld.
jr