"Log på skoleintra mandag morgen og se, om du er fyret"
"Fredag eftermiddag fik alle cirka 150 ansatte besked om de syv fyringer, blot ikke med navn. De ville kunne logge på mandag morgen for at se, om de var blandt de fyrede. Go' weekend, siger jeg bare..."
Sådan lød det fra en anonym læser i en mail til Jydske Vestkysten, der efterfølgende kunne fortælle, at medarbejderne på Kongehøjskolen gik på weekend med beskeden om, at de mandag morgen kunne logge ind på skoleintra og se, om de var blandt de syv fyrede.
Skolen skulle afskedige som følge af et overforbrug på godt 3,5 millioner kroner over to år.
"Der er ingen gode måder, man kan fyre folk på. Men der er mindre dårlige. Og til dem hører i hvert fald ikke den måde, det er foregået på på Kongehøjskolen. Man kan altid være klog bagefter, men som ledelse havde jeg ikke gjort det på den måde. Jeg synes, det vidner om manglende empati. Der er mange, der har haft en rigtig dårlig weekend," siger formanden for Aabenraa Lærerkreds, Torben Hagedorn, til Jydske Vestkysten.
Aabenraa Kommunes personalechef, Karen Storgaard Larsen, forsvarer fyringen på denne måde. Det var nemlig under aftale med tillidsrepræsentanterne, fortæller hun - men ifølge tillidsrepræsentanterne var det eneste, de fik lindflydelse på i udmeldingen, hvor mange der skulle fyres.