Fortsæt til indhold

Politihund snusede sig frem til to hjultyve

Hjultyve havde efterladt deres bil med nøglerne i tændingen

Krimi
Arkiv

Politiet blev natten til tirsdag klokken 03.59 ringet op af en person, der mente, der foregik noget uldent i industrikvarteret i Åbyhøj. Personen havde set nogle mænd stige ud af en bil på Egsagervej og gå rundt på en måde, der virkede mistænkeligt.

Østjyllands Politi sendte derfor en hundepatrulje til stedet, som fandt den mistænkelige bil efterladt med nøglerne i tændingslåsen.

LÆS OGSÅ: Politi fandt 33 poser hash gemt i barnesæde

Hunden blev sendt ud og fik et frisk spor, som den fulgte. Sporet førte til Ved Lunden og langs hækken til Elkjærvej, videre over Elkjærvej og ind på en privat grund. Sporet førte videre gennem en hæk og ud på Klamsagervej, hvor hunden løb mod nord og gav hals ved to mænd på 17 og 21 år, der blev anholdt.

På vejen tilbage ad politihundens rute havde flere biler undervejs fået skruet hjul og hjulbolte af. Blandt andet blev der fundet en bil på en parkeringsplads, hvor alle hjul var blevet afmonteret.

De to mænd blev derfor sigtet for forsøg på tyveri af fire fælge til en værdi af 4.000 kroner.

Det oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

jr