Bilister sladrer mest på Viby Ringvej
Brugen af alarmsystemer til at advare om fartkontroller er udbredt i Aarhus, hvor bilister 11.667 gange på et halvt år har advaret om kontroller på Viby Ringvej
Ni korte bip-lyde afbryder den monotone brummen fra motoren og støjen fra vinden, der passerer bilen. En medtrafikant har spottet en fartkontrol i området og tastet den ind i en fartkontrol-app, der nu via en mobiltelefon udsender advarselslyde.
LÆS OGSÅ: Taget for spritkørsel: Erkendte at have drukket 10 genstande
Hver dag registrerer flere hundrede bilister, at de har passeret en fartkontrol i Aarhus Kommune, og hver dag bliver endnu flere advaret om, hvor kontrollerne står.
Ifølge data fra virksomheden Saphe – Danmarks største udbyder af alarmsystemer til at opfange fartkontroller – er Viby Ringvej ved Åbyhøj samt Randersvej i Aarhus N de vejstrækninger i Aarhus, hvor flest bilister det seneste halve år har advaret hinanden om politiets fartkontroller.
På ringvejen har bilister på et halvt år lavet 11.667 registreringer af 46 kontroller, og bilister har 8.463 gange meldt ind om i alt 42 kontroller på Randersvej.
Bilisternes brug af alarmsystemer til at spotte fartkontroller deler vandene – på en måske overraskende vis. Amrik Chadha, leder hos færdselssektionen i Østjyllands Politi, er fortaler for disse:
»Dem er jeg stor tilhænger af. Alle midler gælder. De fleste, som benytter de her apps, får typisk et forvarsel på et minut, så hastigheden bliver sat ned på en længere strækning. Hvis det kan bidrage til, at vi når målet med at få nedsat hastigheden, så kan jeg kun billige det.«
Et problem for sikkerheden
Mere forbeholdende toner lyder fra Rådet for Sikker Trafik og Aarhus Kommune.
»Hvis konsekvensen af det her er, at man bruger det til at spotte fartkontroller og overholde hastigheden der og så i øvrigt får frikort til at hæve hastigheden igen, så er det et problem for trafiksikkerheden, uden diskussion. Derfor synes vi ikke, at det er nogen særlig god idé,« siger dokumentationschefen i Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sølund, som dog understreger, at der endnu ikke er lavet studier af konsekvenser ved brugen af alarmsystemerne.
Pablo Celis, projektleder i kommunens mobilitetsafdeling, er heller ikke begejstret for alarm-appsene.
»Jeg tror først, at man ændrer adfærd med et rap over fingrene, og det får man først, når man får en bøde. Det der med at dukke nakken, når man kører forbi kontrollen, det virker ikke, fordi efterfølgende kører bilisterne hurtigt igen,« siger han.
Direktøren hos Saphe, Freddy Sørensen, understreger, at virksomheden er sat i verden for at forbedre trafiksikkerheden – ikke for at bilister kan snyde politiets fartkontroller.