Fortsæt til indhold

Politiet søger vidner

Krimi
Af Jacob Nielsen

Københavns Vestegns Politi søger vidner i forbindelse med efterforskning af en skudepisode tirsdag aften i Bødkerporten i Avedøre, hvor der blev skudt mod et mødested for unge.

Lidt efter klokken 21 blev der afgivet skud gennem ruderne til et kommunalt mødested for unge. Flere voksne og unge var på stedet, men heldigvis kom ingen til skade.

Københavns Vestegns Politi rykkede massivt ud i jagt på gerningsmanden og for at skabe tryghed for områdets beboere. Området blev undersøgt af kriminalteknikere, gennemgået med tjenestehunde og de tilstedeværende blev afhørt samt tilbudt psykologhjælp.

"Vi efterforsker fortsat episoden men savner vidner – så hvis nogen har set eller hørt noget mistænkeligt i forbindelse med episoden tirsdag aften lidt over kl. 21, så kontakt os gerne," siger efterforskningsleder hos Vestegnens Politi, Ole Nielsen.

Politiet undersøger desuden to andre episoder, hvor der er hørt eller fundet tegn på skud – henholdsvis søndag ved 22-tiden ud for Bødkerporten 41 samt tirsdag klokken 23.25 ved Bymuren. Der er muligvis en sammenhæng.

Ifølge efterforskningslederen har politiet indtil videre ikke oplysninger om årsagen til skuddene – har nogen oplysninger om det, hører Københavns Vestegns Politi også gerne om det døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.