Fortsæt til indhold

Kvinde stjal tøj for over 2.000 kroner

Klippede alarmer af tøj i prøverum og tog det på

Krimi
Arkiv

En 54-årig kvinde fik i går flere sigtelser på kontoen, da hun blev taget på fersk gerning i at stjæle tøj fra H&M i Storcenter Nord i Aarhus.

En medarbejder opdagede kvinden, der gik ind i et prøverum med flere stykker tøj for derefter at gå ud derfra iført en grøn jakke, som tilhørte butikken. Hendes medbragte pose var nu også proppet med ting, som medarbejderen genkendte fra butikken. I prøverummet lå der desuden en masse afklippede alarmer, så medarbejderen tilkaldte en vagt, der tilbageholdt den kvinden, til politiet kom frem. Det oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

I kvindens taske blev der fundet en masse varer, herunder hårbånd, undertøj og nylonstrømper samt flere afklippede prisskilte og en stor saks. Hun blev sigtet for butikstyveri for i alt 2095,95 kroner.

Derudover blev hun sigtet for besiddelse af narko, fordi politiet fandt en pølsemandspose med en klump hash i kvindens pung. Hun blev også sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved at være opfarende og nægte at forholde sig i ro.

Andre nyheder fra døgnrapporten:

Borger overraskede indbrudstyv

En 21-årig kvinde anmeldte i går kl. 19.41, at hun netop havde overrasket en indbrudstyv i sit hjem på Thunøgade i Aarhus C. Tyven var stukket af i retning af Sølystgade. En patrulje var på stedet, men lykkedes ikke med at fange gerningsmanden. Han beskrives som:

  • Ca. 22-27 år
  • Ca. 165-175 cm.
  • Lys i huden
  • Lyst hår, kort i siderne
  • Iført mørk kasket, mørk, kort jakke og mørke bukser
  • Medbragte en sandfarvet rygsæk, som kunne snøres sammen i toppen

Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, som kan have set gerningsmanden i området, på 114.

Indbrud

Der er i det seneste døgn anmeldt tre indbrud i private hjem i Aarhus Kommune

  • På Herlufholms Allé i Viby begået mellem tirsdag d. 20/3 kl. 16.00 og i går kl. 7.10
  • På Trøjborgvej i Aarhus N begået i går mellem kl. 5.00 og kl. 13.10
  • På Thunøgade i Aarhus C begået i går kl. 19.41

jr