Ældre mand er død efter hjertestop på cykeltur
Han blev fløjet med lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital, men afgik ved døden
Jeppe Rafn
En mand på 76 år er død, efter han fredag formiddag fik hjertestop og væltede på cykel i Grenaa.
Det skete i Bredgade ved Åstrupvej i centrum af Grenaa, oplyser Østjyllands Politi, der modtog anmeldelsen fredag klokken 10.25.
LÆS OGSÅ: To biler kørte sammen på Hovedvejen ved Auning
Der blev sendt politi, ambulance og en lægeambulance til stedet, men det endte med, at den 76-årige blev fløjet med en lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital.
"Forbipasserende prøvede at give ham førstehjælp, inden han blev fløjet til Skejby. Desværre afgik han ved døden," oplyser kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.