Festede i poolen og tømte baren - men så gik det helt galt
Af Helene Stolle
Hotel og konferencecenter Kollekolle havde natten til fredag ubudne gæster. Tre unge mænd havde nemlig fundet vej til hotellet via en ulåst kælderdør. Her havde de badet i hotellets pool og drukket godt fra en ubemandet bar.
De tre unge mænd var efter festlighederne faldet i søvn, og de blev fundet af hotellets personale, da de mødte ind fredag morgen. Herefter blev politiet tilkaldt, og de tre unge mænd anholdt.
Ifølge Nordsjællands Politi kunne de tre unge mænd ikke betale regningen, og nu venter der dem altså en større bøde, ligesom de får en plet på deres straffeattest.