Fortsæt til indhold

Ung kvinde ville hjælpe nødstedt på motorvej - ramt af bil

Krimi
Arkiv

En 25-årig kvinde blev i aftes ramt af en bil, da hun forsøgte at hjælpe en mand, der var kørt galt på Holstebromotorvejen. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Kvinden, der er 25 år og kommer fra Herning, var omkring klokken 22 stoppet for at hjælpe en 30-årig mand fra Aarhus, der var kørt galt og holdt delvist i nødsporet og på kørebanen.

"Bilen holdt på tværs af vejen. Først kommer der én, som vil hjælpe, og derefter kommer én, som også vil hjælpe. Der kom så yderligere en bilist bagfra, som bliver forvirret, eller hvad der nu er sket, og kører ind i en af bilerne, siger vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Dagbladet Holstebro-Struer.

Vragdele ramte den hjælpende 25-årige i baghovedet. Hun fik revet en arterie over og blev kørt på sygehuset, men er uden for livsfare, oplyser politiet. Den forulykkede mand fra Aarhus talte i telefon med politiet, da sammenstødet fandt sted.

"Det kunne være gået grueligt galt, og hun har fået traumer i hovedet. Der er skader, og hun er blevet syet flere steder i hovedet," siger vagtchefen.