Fortsæt til indhold

Forlystelse lukket efter chokerende oplevelse

Krimi
Af Daniel Sennek

Lørdag eftermiddag endte det helt galt for en 12-årig dreng, da han snurrede rundt 105 gange i forlystelsen 'Skyroller' på Bakken og pådrog sig blødninger i hovedet, som har gjort ham delvist blind. Søndag lukkede Bakken forlystelsen.

Det skriver BT.

"Vi fik anmeldelsen om ulykken af drengens forældre i dag (mandag, red.), for i weekenden havde de travlt med at være ved deres drengs side. Men de var bekymrede for, om andre kunne komme til skade i forlystelsen. Efter anmeldelsen kontaktede vi forlystelsens ejer, som fortalte, at den var blevet lukket søndag som følge af en teknisk fejl," siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jan Hedager, til BT.

Drengen blev efter den voldsomme tur bragt til Herlev Hospital - og senere overført til Glostrup Hospital.

"Vi ved nu, at det var på grund af turen i flyet, at han pådrog sig skaderne. Han blev udsat for et voldsomt g-tryk, som gav ham blødninger i hovedet og gjorde ham delvist blind," siger Jan Hedager, som endnu ikke har fået underretninger fra lægerne om, hvorvidt skaderne på drengens syn bliver varige eller ej, til avisen.

Den 12-årige dreng er igen udskrevet og hjemme hos sine forældre.