ÅH NEJ! Lottokupon med 3 mio. kr. i gevinst satte sig fast i kontrolmaskine
Det blev mere end almindeligt nervepirrende, da en Lottovinder i sidste uge skulle have kontrolleret sin vinderkupon i sin lokale kiosk.
Kvinden fra Kalundborg kommune, som er i 70’erne, fik sig en særlig god overraskelse, efter hun kom hjem fra ferie i onsdags. Fredag morgen læste hun i den lokale avis, at man ledte efter en Lotto-millionær, der tilbage i slutningen af januar måned havde vundet 3.080.052 kroner, men som endnu ikke havde meldt sig.
"Det første jeg udbrød var: Kære Vorherre lad det være mig. Og så grinede jeg lidt. For selvfølgelig var det ikke det. Det eneste jeg nogensinde har vundet er en pakke kaffe til banko," fortæller den glade vinder til Danske Spil.
Kvinden gik ned i kiosken for at få kuponen tjekket, og den tur resulterede først i en seriøs overraskelse og så et mindre chok.
"Jeg havde et par forskellige kuponer, og de to første gik igennem maskinen med henholdsvis 50 og 49 kroner i gevinst. Men ved den sidste kupon, sagde den unge pige i kiosken, at gevinsten var større, end det de må udbetale. Og så satte kuponen sig fast. Det var ret pinligt og virkelig nervepirrende. Hun var nødt til at ringe til nogen for at få hjælp og så stod man der og ventede, uden rigtigt at vide, hvad der skete. Puha. Der fik jeg altså varmen," siger kvinden, som heldigvis fik sin kupon ud af maskineriet igen og efterfølgende skyndte sig i banken.
"Jeg skyndte mig derover og heldigvis syntes min bankdame, at det var så fantastisk, at hun ikke havde noget imod lidt overarbejde. Og da hun fortalte mig om gevinstens størrelse, begyndte jeg for alvor at svede. Jeg var sgu bange for, at jeg fik en blodprop. Det har jeg prøvet en gang, og det var ikke sjovt," siger vinderen til Danske Spil.
Udover snart at skulle besøge sin datter, som bor i USA, har kvinden endnu ikke de store planer, andet end at betale gælden ud i sit hus og give nogle af pengene til sine børnebørn.