Bedøvede, voldtog og tatoverede 17-årig pige
Af Daniel Sennek
En 33-årig mand er i dag blevet fængslet i fire uger under et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus i en usædvanlig sag om voldtægt og tvangstatovering.
Manden står sigtet for at have bedøvet pigen med medikamentet Clonazepam, hvorefter han tvang sig til sex med pigen. Her stoppede manden dog ikke - mens den 17-årige pige stadig var bedøvet tatoverede den 33-årige mand ifølge sigtelsen den unge piges venstre bryst.
Det bizarre overfald fandt sted i oktober sidste år i Aarhus. Først torsdag klokken 13.00 kunne politiet skride til anholdelse af den 33-årige mand, som nægter sig skyldig.