"Det var så forfærdeligt at se"
En blot 17-årig dreng fra Næstved er nu blevet tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med 15-årige Adams død. Adam døde den 15. februar efter 13 dages kamp for livet.
Det skriver TV ØST, der har fået agtindsigt i et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sendt til den 15-åriges familie.
Det var ifølge mediet den 17-årige, der soldte den MDMA til Adam, som tog livet af ham. Den 17-årige dreng blev fængslet i surrogat i begyndelsen af februar.
"Det var så forfærdeligt at se. Han lå jo ikke »bare« i koma. Hans krop var tilkoblet slanger, han var skåret op. Det ene øjeblik fik vi at vide, at han ville overleve, det andet øjeblik, at han kunne dø når som helst," har Kim Christiansen, en nær ven af familien, tidligere sagt til Sjællandske.