“I dag kan jeg se, at jeg er den heldige af mine søskende”

'Lise Thomsen 1907-1997. Forstanderinde spædbørn.'

Visne bøgeblade har lagt sig på granitpladen, som trods årstallet 1997 først er anlagt for godt et år siden. Lidt pyntegran fra julen ligger der endnu, akkurat som det er tilfældet ved alle de andre gravsteder i Slotsparken, der primært vidner om mange børnehjemsbørns alt for tidlige død.

Lene Sofie Wolthers kigger ned på granitpladen og mindes. Tusind tanker flyver gennem hendes hoved. Gode tanker om en kærlig adoptivmor, som på mange måder var forud for sin tid. Det vender vi tilbage til.

For spoler vi tiden længere tilbage, er vi på Frederikssund Sygehus. Danmark er i krig, og årstallet er 1942. På en af årets korteste dage kommer en lille pige til verden. Men hvor de andre nyfødte på barselsgangen med stor ømhed bliver beundret af deres far og mor, er der ingen familie hos den lille pige. På et bånd om hendes håndled står der: 'Udøbt pige - Jensen'.

I ti dage tager barneplejesker og sygehusets øvrige personale sig af hende. Herefter bliver hun anbragt på Stiftelsens børnehjem på Jægerspris Slot.

“Min mor var kun 20 år, da hun fødte mig. Tre måneder efter var hun gravid igen. I mange år havde jeg et stort problem med, at jeg følte, jeg var blevet smidt ud. Uønsket. I dag kan jeg se, at jeg var den heldige af mine søskende,” fortæller Lene Sofie, som først sent i livet fandt ud af, at hun havde fire halvsøskende og en helbror.

I april 1945 bliver hun adopteret af forstanderinde Lise Thomsen fra Stiftelsens spædbarnsafdeling. Den karismatiske kvinde havde kastet sin kærlighed på den lille pige. Og trods familiens modstand holdt hun fast i sin beslutning om at adoptere.

“Min mor kom fra en snobbet familie. De var bange for, at folk skulle tro, jeg var et resultat fra flisen,” siger Lene Sofie og fortsætter:

“Jeg var ikke ret gammel, før jeg vidste, at jeg var adopteret. Mor sagde, at jeg var den, hun ville have. Der var ingen tabuer hos min mor. På mange måder var hun forud for sin tid.”

Hun giver et par eksempler:

“Hvis der for eksempel var noget, jeg gerne ville, men som min mor ikke syntes om, så fortalte hun mig om konsekvensen, men lod valget være op til mig. Da jeg kom i den kønsmodne alder, fandt hun en bog frem og slog op på en bestemt side, og så kunne jeg ellers læse mig til det, jeg burde vide. Senere hørte jeg, at min mor havde gemt jøder på loftet under krigen. Hun var en stærk kvinde, som ikke ønskede sig en mand. Som hun sagde, så gad hun ikke stoppe en mands sokker.“

Lene Sofie og hendes adoptivmor boede i et par værelser øverst oppe på børnehjemmet, indtil Lene Sofie var 12 år. På spørgsmålet til hvordan hun husker årene på børnehjemmet, svarer hun:

“Det var både godt og mindre godt. Vi var en masse børn, som fandt på alt muligt. Det var noget helt særligt, når Dronningen kom på besøg. Eller hvert år til Sankt Hans, for så var der kaffe og kage i slotsparken bag slottet. Og når der var begravelser, så sad vi på muren og gloede ind til området med gravstederne. Vi børn holdt sammen. I det store og hele tror jeg ikke, det har været så slemt for mig at vokse op på børnehjem,” siger Lene Sofie eftertænksomt. Hun fortæller om en episode, som står knivskarp i hendes erindring.

“Troels Kløvedal (Forfatter og langturssejler red.) og jeg er stort set lige gamle. Hans mor var forstander for Stiftelsens sygeafdeling. En dag havde han stjålet mit halstørklæde, hvorefter han var klatret op i et træ og sad og grinte. Jeg blev stiktosset. Så da han kom ned fra træet, tæskede jeg ham. Det havde han helt sikkert ikke regnet med, at jeg kunne.”

Lene Sofie gør holdt i samtalen. Vi har forladt gravstedet, hvor hendes adoptivmor ligger begravet og er gået tilbage til slotspladsen. Hun kigger op mod et loftsvindue øverst i bygningen, hvor der i dag stadig er børnehjem.

“Der havde jeg mit værelse. Min mors lå på den anden side. Der var også en lille altan, men den er væk i dag,” fortæller Lene Sofie og peger op. Da hun fyldte 12 år flyttede de fra Jægerspris. Spædbarnsafdelingen var blevet nedlagt, og hendes adoptivmor havde fået et nyt job i Thisted.

“Jeg husker det som en meget lang togrejse. Men det var godt, at vi flyttede. Jeg vågnede op til virkeligheden,” siger Lene Sofie og uddyber:

“Da jeg gik i skole her, fik vi børn karakterer efter vores forældres stilling. Så da jeg kom på en ny skole i Thisted, måtte jeg for første gang slide i det, og det var sundt for mig.

Lene Sofie blev senere gift med Lars. I dag, hvor de begge er i halvfjerdserne, er de flyttet tilbage, til der hvor det hele begyndte. Ringen er sluttet. På flere plan. For efter at have boet i Australien i 36 år, har de nu udskiftet de 8000 kvm jord på en farm i Queensland med et miljøvenligt hus på en lille grund i Lyngerup. Her er der, ligesom i Australien, udsigt til åbne vidder.

“Vi flyttede til Australien i 1981. I mange år rejste min mor frem og tilbage for at besøge os. Men da hendes bror døde, solgte hun sit hus på Fyn og flyttede permanent ned til os. Men der gik ikke lang tid, før hun døde. Hun skulle kremers, og urnen blev sat ned i vores have. Men da vi besluttede os for at rejse hjem til Danmark, tænkte vi, at vi jo ikke kunne efterlade mor derude,” Lene Sofie ved ikke, om hun synes, det skal med i avisen, men med lidt overtalelse får vi resten af historien.

“Altså, vi gravede mor op igen og pakkede hende ned i containeren sammen med alle vores ejendele. Hjemme kontaktede vi Stiftelsen og spurgte, om hun måtte blive begravet her. Og det fik vi lov til. Så jeg er ikke bare vendt tilbage til Hornsherred, det er mor også.”