Fortsæt til indhold

Bil væltet om på taget i voldsom soloulykke - men hvor er føreren?

En bilist valgte onsdag aften at forsvinde fra en soloulykke i Kyndby, hvor vedkommende kørte ind i en lygtepæl

Krimi
Kenneth Tanzer

Nordsjællands Politi skal have sig en snak med ejeren af den bil, der onsdag aften cirka kl. 21.25 kørte galt på Skarndalsvej i Kyndby.

Ifølge politiet, så forlod manden nemlig sit køretøj efter en soloulykke, hvor han kørte ind i en lygtepæl, inden bilen rullede om på taget.

“Vi fik anmeldelsen fra en 35-årig kvinde, som så bilen på Skarndalsvej. Derudover fortalte hun, at der ikke var nogen i bilen, hvor begge airbags var udløst,” siger Henrik Duus, specialkonsulent hos Nordsjællands Politi.

Politiet ankom kort efter til Kyndby, hvor hundepatruljerne kom på arbejde.

“De gennemsøgte stedet for at finde eventuelle tilskadekomne i bilen og i området omkring bilen. Vi fandt dog ikke nogen, så nu skal vi have fat i ejeren, som angiveligt forlod bilen,” siger Henrik Duus.