Fortsæt til indhold

Fundet druknet i sø

Krimi
Af Daniel Sennek

En 58-årig mand fra lokalområdet er druknet i en sø midt i Skjern. Politiet mener ikke, der er tale om selvmord, eller at der skulle være foregået en forbrydelse, men derimoed, at det er en tragisk ulykke.

Det skriver TV MIDTVEST.

Natten til tirsdag omkring klokken 00.30 alarmerede familien politiet, da manden ikke var kommet hjem fra sin sædvanlige aftengåtur. Politiet iværksatte en eftersøgning og sendte en hundepatrulje og en patruljevogn afsted.

Hundeføreren fandt efter få timer manden i en sø. Han var druknet på Byengen, som er en del af byparken Den Grønne Korridor midt i Skjern.

"Der er noget vand neden for en bakke, og vi tror, at han måske har mistet orienteringen og er snublet, mens han var ude at gå," siger vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Politiet anser ikke dødsfaldet som mistænkeligt på nogen måde.