Risiko for giftdampe fra storbrand
Af Jacob Nielsen
Midt- og Vestjyllands Politi advarer borgere, som bor i nærheden af Roslev og området nord for Skive om, at røgen fra en større brand på møbelfabrikken Aage Østergaard Møbelindustri på Hesthøjvej kan indeholde giftige dampe.
Branden, som har raseret bygningerne i løbet af torsdag formiddag, er nu under fuld kontrol, men man har konstateret, at et mindre lager af muldvarpegift også er gået op i flammer, og slukningsarbejdet kan have fremkaldt gifte Phosphin dampe, som kan give ubehag.
Embedslægen og politiet opfordrer personer, der har opholdt sig i nærheden af brandstedet, og efterfølgende får gener i form af luftvejsgener, hovedpine, svimmelhed eller opkast, til at kontakte lægen.