Fortsæt til indhold

"Jeg er stærkt bekymret - det er ikke gennemtænkt!"

Krimi
Arkiv

De fire mænd, der i 2012 blev dømt for terrorplaner mod Jyllands-Posten, bliver prøveløsladt i 2018. Det er stærkt bekymrende, mener terrorforsker, der kritiserer svenske myndigheder for at mangle plan for de løsladte.

Det skriver Radio24Syv.

De fire mænd, hvoraf tre er svenske statsborgere, afsoner alle i Sverige, bliver i år prøveløsladt. Det selvom de alle fire blev idømt 12 års fængsel ved Retten i Glostrup i 2012. Det fremgår af dokumenter fra den svenske kriminalforsorg, som Radio24syv har fået indsigt i.

I 2010 planlagde de fire et angreb mod Jyllands-Posten som hævn for Muhammedtegningerne. Tre af de dømte blev om morgenen for angrebet anholdt i en lejlighed i Herlev ved København, hvor der blev fundet en pistol, en maskinpistol og plastikstrips. Plastikstripsene skulle bruges til at bagbinde ofre, som terroristerne ville skære halsen over på.

"Jeg er bekymret for, hvad der kommer til at ske, når de bliver sluppet fri. Problemet er, at når de slippes fri, findes der ikke en egentlig plan for at reintegrere dem i det svenske samfund. Der er ikke en gennemtænkt indsats ved prøveløsladelse af denne type individer. Der er ikke et afhopperprogram. Vi har selvfølgelig i sidste ende altid sikkerhedspolitiet, men det skal ikke være den eneste instans," siger den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp ifølge Radio24Syv.