Løftede hende op i luften i håret
En 42-årig mand skal i fængsel i 30 dage og udføre samfundstjeneste efter voldsdom
En 42-årig mand fra Rødekro blev i dag ved Retten i Horsens dømt for i flere tilfælde af vold mod sin 8-årige datter.
Den 42-årige blev blandt andet dømt for på datterens fødselsdag at have løftet hende op fra jorden i håret. Derudover blev han dømt for i flere tilfælde - i perioden fra januar 2015 til august 2017 - at have taget hårdt fat i datterens arme, så hun fik blå mærker af det, forklarer anklager fra Sydøstjyllands Politi, Mika Nissen.
Manden nægtede sig skyldig, men erkendte at han i to tilfælde havde taget fat i datterens arm, og at der efterfølgende kom blå mærker af det. Der var dog ikke tale om vold efter hans opfattelse, og han fortalte i retten, at han ikke havde haft til hensigt at påføre hende blå mærker.
Der var også rejst tiltale for at den 42-årige i 2013 skulle have sparket datteren i maven. Det frifandt retten ham dog for.
Straffen blev fastsat til fængsel i 30 dage og samfundstjeneste.
Den 42-årige modtog dommen, oplyser Sydøstjyllands Politi.