Stukket med kniv og efterladt på vejen
Tirsdag aften blev en blot 17-årig dreng angrebet af en gruppe på omkring 15 personer, der stak ham i maven med en kniv på Vibevej i det københavnske Nordvestkvarter.
"Det forlyder, at gerningsmanden var kommet til stedet sammen med en gruppe på omkring 15 mand. De har angiveligt grebet fat i den forurettede, og det har så udviklet sig til en uoverensstemmelse, hvor den unge mand bliver stukket i maven," siger Youssef Lharraki, efterforskningsleder ved Københavns Politi, til TV 2.
Den 17-årige dreng er meldt uden for livsfare, men det har endnu ikke været muligt at afhøre ham.
"Vi har talt med nogle vidner på stedet, men der er ingen af dem, der ved, hvad der er årsagen til knivstikkeriet, så det afgørende bliver at få talt med den forurettede," siger Youssef Lharraki til TV 2.
Ifølge efterforskningslederen er der intet, der indikerer, at episoden skulle have forbindelse til bandekonflikten i København.