Spritkørsel endte helt galt
18-årig bilist rullede rundt nær Thorsø og blev sendt på sygehus
Michael Wulff
En 18-årig mand slap umiddelbart med mindre skader, da han tidligt søndag kl 05.45 forulykkede i sin bil, der rullede rundt og endte på taget.
Ifølge Østjyllands Politi kom den unge mand kørende ad Kongensbrovej i Aidt ved Thorsø, da han med omkring 90 km/t mistede kontrollen over bilen i en kurve.
Herefter skred bilen ud, rullede rundt og endte på taget i grøften.
Den 18-årige kunne dog selv kravle ud af bilen og ringe efter hjælp.
Han blev kort efter kørt på hospitalet, men uden alvorlige skader. Under afhøringen af politiet erkendte manden, at han havde drukket en del, inden han satte sig bag rattet. Derfor blev han sigtet for spritkørsel.