Fortsæt til indhold

Eneboer fundet død i skov

Skovgæst fandt lig i skoven ved Furesø og Værløse

Krimi
Kim Belmark;Martin Warming

OPDATERET KLOKKEN 22: En mand blev mandag aften fundet død i Præsteskov ved Værløse. Det oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.

Manden har ligget død i skoven i et stykke tid, og der er ikke noget, der tyder på, at der er blevet begået en forbrydelse, fortæller vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi.

"Vi mener, at han har ligget død mellem to og tre uger, men alt tyder på, at han har lidt en naturlig død. Han lå i en sovepose eller med en dyne over sig, da han blev fundet, og jeg vil tro, at han er sovet stille og roligt ind," siger vagtchefen.

Se også tv-indslag: Eks-soldat lever i Nordsjællandsk skov


Manden, der er mellem 50 og 60 år, er ikke endelig identificeret, men ifølge en skovfoged, som politiet har talt med, har han boet i skoven de sidste 10 til 15 år.

"Der er tale om en psykisk uligevægtig mand, og skovfogeden har for cirka fem år siden været i kontakt med hans søster, som vi nu skal have underrettet," fortæller Dan Houtved.

Det var en borger, der var på tur i skoven, der fandt den døde mand ved Skovhavevej i Præsteskov, der ligger syd for Farum Sø og vest for Værløse.

Se også tv-indslag: Soldat finder lig under øvelse i skov