Kører i havnen på el-scooter: Nu er han fløjet på hospitalet i kritisk tilstand
Folk på havnen så manden køre i.
En 74-årig mand er tirsdag eftermiddag kørt i Rødby Havn ved Vestre Kaj, og er nu fløjet på Odense Universitetshospital.
Det oplyser vagtchef Jakob Jensen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Lokalavisen.dk.
»Vi får en melding om, at en person er kørt i havnen på sin el-scooter. Det er en ældre herre, og der sker så det, at nogen, som arbejder på havnen, ser, at han kører i vandet,« fortæller vagtchef Jakob Jensen og fortsætter:
»De får først fat i noget reb, som de smider ned til ham og forsøger på den måde at holde ham oven vande. Og så er der en af dem på kajen, der hopper i en tørdragt og springer ned til ham og får rebet om ham, således at de kan hive ham op på land. Og da de så får ham op, begynder de at lave hjerte-lunge-redning på ham, da han ikke er ved bevidsthed.«
Politi og udrykning ankommer til stedet, og det ender med, at den 74-årige mand bliver fløjet med helikopter til hospitalet i kritisk tilstand. Hvilken tilstand mand er i nu, ved vagtchefen ikke.
Hvordan den 74-årige, som kommer fra lokalområdet, kunne ende i havnen, er endnu uklart. Der kan dog være flere årsager ifølge vagtchefen. Eksempelvis kan han have fået et ildebefindende, eller være blevet taget af den kraftige blæst.
Alarmcentralen fik anmeldelsen kl. 13.48.