Dømt: Havde design-klassikere for en halv million og masser af 'coke'
Nu får han flere års fængsel.
En 23-årig mand fra Fredericia er ved Retten i Odense blevet idømt en straksdom på 4,5 års fængsel.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse tirsdag.
Manden er dømt for at være i besiddelse af 887 gram kokain med henblik på videresalg samt 42,38 gram kokain til eget brug, ligesom han også blev dømt for at besidde 3.450 kroner i kontanter, der stammede fra salg af 4,9 gram kokain.
Derudover blev manden også dømt for hæleri af særlig grov beskaffenhed, idet han over en længere periode havde erhvervet sig designmøbler til en samlet værdi af cirka 511.298 kroner, selvom han vidste eller måtte formode, at genstandene var anskaffet på ulovlig vis.
Møblerne, der nu er konfiskeret, forsøger politiet nu at få leveret tilbage til rette ejere.
Den 23-årige mand modtog dommen og vil være fængslet indtil afsoning.