Morten reddede bilist fra at brænde ihjel
48-årig mand reddede livet efter fantastisk indsats af ung mand
Tirsdag den 1. oktober klokken cirka 08.16 kommer Morten Kjærholt kørende i bil på Koldingvej i Vejle. Der ligger noget på vejen og brænder. Det ligner umiddelbart en trailer, men han kan ikke se, hvad det er, for der er meget ild i den.
Da Morten kører forbi, kan han ikke beslutte sig for, om han skal stoppe, indtil han ser en kvinde, der står midt på vejen og vifter fortvivlet med arme og ben.
“Jeg kan se på hende, at det ser alvorligt ud, så jeg kaster bilen ind til siden og spørger, hvad sker der? Der er en derinde, svarer hun.”
“I den der?,” spørger Morten hende, og kvinden svarer ja.
Redningsaktionen
Morten Kjærholt spurter hen til den brændende ting, som han stadig ikke kan se, hvad er, fordi der er høje flammer og røg. Få sekunder senere når Morten hen til branden og ser, at det er en lille bil, der er væltet om på siden. Igennem en knust siderude, der vender opad, ser han en person midt i røgen og ilden.
“Jeg stikker hånden ind og brænder mig, og jeg ser, at personen har sele på. Jeg tænker, hvis jeg ikke får selen af, skal jeg se ham brænde ihjel,” beretter Morten.
Han kan ikke få selen af personen, fordi låsen sidder på den anden side - ned mod asfalten - af manden i den brændende bil, der er væltet om på siden.
Morten begynder derfor at sparke på forruden for at komme igennem der. Forruden giver sig ikke, men i mellemtiden har manden i bilen fået sig selv fri af selen.
“Jeg prøver at hive ham op, men hans trøje sidder fast i bilen, så jeg kan ikke få ham op, indtil jeg får min hånd ned ved hans ryg og får trøjen fri. Der er ild i hele ryggen af ham, så jeg smider min egen trøje og bruger den til at banke ilden væk, mens han hænger ud af vinduet. Først når ilden er væk, kan jeg få fat i ham og få ham hevet helt op. Det går rimeligt nemt (med at slukke ilden), men hans ben sidder fast i bilen og skal gøres fri, før jeg endelig får ham ud og på afstand af ilden,” fortæller Morten.
Væltet og fået i brand
Personen i bilen, en 48-årig mand fra Horsens, var ved bevidsthed og bad faktisk Morten om at tage et billede af den brændende bil, der viser sig at være en trehjulet kabinescooter, som manden fra Horsens selv har bygget.
Han var blevet ramt bagfra af en kvinde - hende der vinkede Morten ind til siden - der var blevet blændet af morgensolen og kørte sin BMW op bagi den trehjulede minibil, som væltede om på siden og brød i brand, fordi der var gået hul på benzintanken, der var helt fyldt.
“Han ringede til mig fra Rigshospitalet for en uge siden for at sig tak og hej. Han fortalte om sin bil, som han selv har bygget, og hvordan han havde oplevet det. Han synes, det havde taget 100 år, mens jeg synes, det kun havde varet et splitsekund, og vi aftalte at mødes over en øl på et tidspunkt. Han var blevet forbrændt på ni procent af sin krop. Det var mest 2. gradsforbrændinger og heldigvis ikke i ansigtet. På hans ryg havde han et område på størrelse med en tallerken, som der måske skal sættes ny hud på,” fortæller Morten Kjærholt, der er 29 år og bor i Vejle og til daglig arbejder som vikar i et botilbud for unge autister.
En suveræn indsats
“Jeg har tænkt over, om jeg kunne have gjort noget anderledes. Men jeg sansede ikke andre og tænkte ikke på, om der var nogen med en brandslukker i deres bil i nærheden. Jeg tænkte bare på at få ham ud, og jeg tror ikke, jeg kunne gøre det anderledes,” siger redningsmanden.
Han fik for nylig en dusør på 5.000 kroner for sin indsats. Beløbet på 5.000 kroner er det største, som lederen af Vejle Lokalpoliti har været med til at uddele for en særlig indsats.
“Du gør alt det rigtige som første mand på stedet. Ellers var han ikke blevet reddet. Det var simpelthen helt suverænt, og du reddede mandens liv. Mange havde nok opgivet, for det var ikke så let, og du kom selv til skade og kunne ikke vide, hvor galt det ville gå,” siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, leder af Vejle Lokalpoliti.