Syv drenge og mænd anholdt for serie af indbrud
Arkiv
Nordsjællands Politi har i nogen tid efterforsket indbrud i Kokkedal/Nivå - området, og har her til formiddag foretaget anholdelser og ransagninger en række forskellige steder i Kokkedal og Nivå.
I forbindelse med aktionen er der foretaget anholdelse af 7 drenge/mænd i alderen 16 til 20 år, der mistænkes for at have lavet en del indbrud i området. Efterforskningen af indbrud i området har ført frem til aktionen, hvor der ved ransagningerne blev fundet koster fra flere indbrud i området.
Der forestår nu arbejdet med at få fastlagt gerningsstederne til kosterne, ligesom der vil ske fremstilling af 3 af de anholdte personer i grundlovsforhør i eftermiddag.
De øvrige fire personer forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag.