Kvikke Lyngby-borgere hædret af politiet
Et dramatisk dyrlægebesøg og hjælp under en brand var blandt de gerninger, der blev hyldet af Nordsjællands Politi, da ordensmagten uddelte dusører til hjælpsomme borgere.
To Lyngby-borgere var blandt hverdagens helte, da Nordsjællands Politi i mandags uddelte dusører til borgere, der har hjulpet politiet. For Frederik Zacho blev et besøg hos dyrelægen i sommer forvandlet til en noget dramatisk jagt på et par tyveknægte, der kom ind på dyreklinikken og løb med pengekassen. “Jeg var til dyrelægen med min hund, og dyrelægens sekretær kommer så og fortæller, at to mænd er løbet med kassen. Jeg og en anden mand løber efter de to, og jeg får kontakt til den ene tyv, som ender med at hoppe ind i et tog på Bernstorffvej Station. Jeg beder lokoføreren om ikke at køre videre, men han kan desværre ikke låse dørene, så gerningsmanden forsvinder. Jeg fortsætter med at løbe efter ham og får kontakt til politiet igennem telefonen og får guidet dem hen mod tyven,” siger Frederik Zacho. Frederiks ihærdighed endte med, at tyven blev pågrebet og anholdt for røveriet mod dyreklinikken. Han er glad for, at han kunne hjælpe politiet og mener, at alle bør hjælpe i den slags situationer. “Jeg ville gøre det igen. Jeg har fået en fantastisk reaktion fra politiet. For mig handlede det om, at jeg ikke mente, at det skulle kunne lade sig gøre, at tage på udflugt fra Vesterbro og røve en dyrelægeklinik i Gentofte,” siger Frederik Zacho.
Politichef: Imponerende arbejde
Torben Krausing, der også er fra Lyngby, er også netop blevet hædret af Nordsjællands Politi. I marts hjalp han til under en brand i en lejlighed på Vangedevej i Gentofte, hvor en 90-årig kvinde var indespærret I sin bolig. Sammen med to andre kvikke borgere hjalp han til med at få banket de andre beboere i opgangen op og hjalp dem ud af deres lejligheder, inden branden tog fat. Politiet og brandvæsenets vurdering er, at der var stor sandsynlighed for, at nogle beboere var omkommet, hvis ikke Torben Krausing og de to andre forbipassende mænd havde grebet hurtigt ind. Politidirektør Finn Borch Andersen er glad for de kvikke borgeres indsats. ”Det er helt afgørende, at vi hjælper hinanden med de små ting. Det er de små ting, der betyder noget. Hvis folk lige holder øje med de usædvanlige ting og ringer til os, så har vi mulighed for at gøre vores ting bedre. Det er imponerende, at de her folk har turdet gå det ekstra skridt for at gøre Nordsjælland til et bedre sted,” siger politidirektøren.