Masser af tyve i Skanderborg-området lige nu
Bil ribbet for værdier ved golfklubben, tasketyv løs på banegården og flere indbrud i villaer
Lederen af Lokalpolitiet i Skanderborg beder nu indtrængende folk i området om at passe godt på deres ting. Politirapporten er nemlig fyldt med tyveri-sager, hvoraf flere kunne være undgået, hvis folk var mere forsigtige med at stole blindt på deres medmennesker.
"I nat var der indbrud i en villa på Silkeborgvej i Ry. I går morges stjal en tasketyv både pung og kamera fra 63-årig kvindes rygsæk på banegåden. Senere på dagen blev en personbil ribbet for en smartphone, et dankort og to kørekort ved Skanderborg Golfklub, imens ejeren var væk i to timer," siger lederen af lokalpolitiet, Andreas Bryld Hansen.
Han opfordrer folk til at passe ekstra godt på deres værdier lige nu, hvor tyvene er på sommerferie-turné.
Få nu de biler sikret
"Få nu de biler sikret og lad være med at lade værdifulde ting ligge og flyde i dem i sommerperioden," siger han.
Andreas Bryld Hansen opfordrer også folk til at alliere sig med deres naboer.
"Få dem til at hjælpe med at tømme postkassen, eller flytte lidt rundt på bilen og sørg for, at lyset i huset tænder og slukker på forskellige tidspunkter," siger han.
Han er godt klar over, at politiet lige på det her område gentager sig selv år for år.
"Men det er altså ment som en hjælp til folk og ikke som en løftet pegefinger," understreger Andreas Bryld Hansen.