Fortsæt til indhold

Entreprenørafdelingen har slebet savene

Krimi
Anne Mathilde Friis Larsen

Grøn formand ved Entreprenørafdelingen i Skanderborg Kommune, Carsten Hjorth Petersen, fortæller at savene er slebet og klar til brug, hvis Brand og Redning ringer og beder om assistance, mens stormen Bodil stryger hen over Skanderborg.
"Det er ikke sådan, at vi sidder og venter på, at der skal ske noget. Indtil videre i dag, så passer vi bare vores arbejde, som vi plejer. Men hvis der sker noget, så ringer Brand og redning efter os, og så rykker vi ud med det, der er nødvendigt," fortæller Carsten Hjorth Petersen.
Han forklarer videre, at hvis man som borger oplever, at der vælter træer eller der sker andet, hvor Brand og redning skal hjælpe, så skal man ringe direkte til Brand og Redning på 8794 2900. Det er nemlig dem, der har hovedvagten.
"Det er vigtigt, at borgerne holder sig langt væk fra Dyrehaven og de andre skove i kommunen i dag. Der er stadig meget, der ikke er ryddet op fra sidste storm, og nogle af de træer, der ikke væltede sidst kan sagtens vælte i dag. Skoven er blevet mere åben og sårbar efter sidste storm. Der væltede mere, end vi regnede med sidst," siger formanden.
Stormen Bodil kommer ind over landet fra en anden retning, end den seneste storm i november. Det, sammen med at jorden nu er fugtig efter regn, og mange træer er rokket løs i jorden, gør, at det er meget usikkert at færdes i skovene. Så hvis du skal ud med hunden, foreslår Carsten Hjorth Petersen, at du går en tur i byen med hømhømposen i lommen og bliver væk fra skovene. Han og resten af entreprenørafdelingen er klar med assistance, hvis det bliver nødvendigt.
"Det er vores vintervagt, der står til rådighed, og vi er klar til at rykke ud i hele kommunen, lige fra Galten, Ry, Voerladegård til Hørning og Stilling," slutter Carsten Hjorth Petersen.