Fortsæt til indhold

Pas på pengene og julegaverne

Krimi
Anne Mathilde Friis Larsen

Lokalpolitiet i Skanderborgs leder Andreas Bryld Hansen opfordrer til, at man i denne søde juletid passer ekstra godt på sine penge, sine kreditkort og sine julegaver.
"Der har lige været et tricktyveri i Ry, hvor en kvinde, der lige havde været i banken blev frastjålet alle pengene. Det er bare så ærgerligt her lige op til jul," siger Bryld Hansen.
Tricktyveriet i Ry skete tirsdag 3. december, hvor en kvinde, havde hævet penge i Nordeas automat på Skanderborgvej og puttede pengene i en lomme i tasken og gik til stationen i Ry. Her blev hun kontaktet af en kvinde på omkring 40, der ville have ild til en cigaret. Det fik hun, og hun stjal også pengene fra tasken.
Det er bare endnu et eksempel på, at man skal være ekstra opmærksom her op til jul, forklarer Andreas Bryld Hansen.
"Husk at passe på jeres kort, når I hæver penge i banken. Læg godt mærke til om nogen holder øje med jer og husk at passe på tasken og gemme pengene godt væk. Det er en god idé at putte pengene i lommen, hvor de ikke er så nemme at få fat i. Husk også at putte julegaverne i baggagerummet i bieln, så man ikke kan se dem udefra, og sørg for at få dem med ind, når I er hjemme. Det er så surt at julegaverne bliver stjålet, når man lige har købt dem," siger Lokalpolitiets leder.