Ubeboet gård brændte ned søndag aften
Alarmcentralen kaldte søndag aften kl 20.45 Favrskov Brandvæsen ud til gårdbrand på Toustrupvej syd for Røgen.
Falck i Hammel sendte et slukningstog mod adressen, hvor stuehuset var helt overtændt ved ankomsten. Det fortæller indsatsleder Henrik Thue Pedersen, Favrskov Brandvæsen:
“Der var ingen fare for mennesker på den ubeboede ejendom, så vi foretog en udvendig slukning. Men ejendommen brændte helt ned,” siger indsatslederen.
Gløder ulmer mandag formiddag
Brandfolkene arbejdede i flere timer på stedet og var først færdige ved 02.30-tiden natten til mandag.
“Vi fyldte brandtomten op med skum, inden vi forlod stedet,” siger Henrik Thue Pedersen.
Han fortæller også, at brandvæsenet mandag formiddag igen er på brandstedet i den sydlige del af Favrskov Kommune.
“Det ulmer i træværket derude, så lige nu hælder vi mere vand på,” forklarer han til FavrskovPosten.
Årsagen til branden er foreløbig ukendt.