Fortsæt til indhold

Fængslet for at smugle 200 kg kokain til Danmark

Krimi
Af Christina S. Johansen

Østjyllands Politi fremstillede i dag en 33-årig mand fra Sjælland i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han blev varetægtsfængslet frem til 3. januar.
Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191 - forsøg på indsmugling af 200 kg kokain til Danmark, indsmugling af 250 kg hash, samt overtrædelse af våbenloven, idet han ved anholdelsen på bopælen blev fundet i besiddelse af en skarpladt revolver.
Manden blev anholdt 5. december klokken 11.52 på Sjælland, og han fik forlænget sin anholdelse i tre døgn dagen efter anholdelsen.
Den 33-årig mand er blevet overført til Aarhus med henblik på varetægtsfængsling i samme sag, hvor to mænd på henholdsvis 29 og 46 år blev varetægtsfængslet i fire uger 6. december.
Sagen blev behandlet for lukkede døre. Den varetægtsfængslede har endnu ikke besluttet, om dommen skal kæres.