Uheldig McDonaldskunde fik tømt bilen
En sulten og uheldig, medarbejder ved teleselskabet 3 fik tømt sin sorte BMW personbil for værdigenstande, mens han fik sin aftensmad på McDonalds ved E45 i Stilling tirsdag 10. december mellem klokken 18.15-18.45. Det blev en bekostelig omgang, for tasken, der blev stjålet, indeholdt intet mindre end en bærbar computer, en Ipad, to Iphones, en Blackberry telefon, en LG telefon, to usb-modemmer, tre usb-nøgler og et par skærmbriller.
Tasken lå på bagsædet, så det var nemt for gerningsmanden at se den, og det tager ikke langt tid at knuse en bilrude og snuppe tasken, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg. Dertil kommer at p-pladsen ved McDonalds er sparsomt oplyst, så man kan sagten luske ubemærket rundt derude.
"Vi vil endnu en gang opfordre til, at man putter sine ting i bagagerummet, når man lader dem blive i bilen. Det er højsæson for tyverier fra biler, og det er særligt julegaverne, der er i høj kurs hos gerningsmændene," siger vicepolitikommissær Martin Husted fra Lokalpolitiet i Skanderborg.