Familiefar skjulte fyrværkeri og våben på stille villavej
Det er “talk of town” langt udover det lille bysamfunds egne grænser, men der er ingen tvivl om, at det er borgerne i selve Guldager Kirkeby, der er mest oprevet over det store fund af ulovligt fyrværkeri og våben, som politiet i sidste uge gjorde på en lokal, stille villavej.
Indtil tirsdag i sidste uge var en 40-årig mand “bare” del af en ganske almindelig børnefamilie på Elmegårdsvej, men med politiets, og siden Forsvarets Sprængningeksperters, indtog på vejen stod det klart, at han var mere end det.
Under ransagningen fandt politiet blandt andet flere end 50 krysantemumbomber, 59 kanonslag, over 30 kilo blandet fyrværkeri og flere våben.
Den 40-årige familiefar blev anholdt og stillet for en dommer ved et grundlovsforhør onsdag over middag.
Politiet begærede lukkede døre, og det er derfor fortsat ukendt for offentligheden, hvad manden skulle med både fyrværkeri og våben.
Han er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger.